Derfor er minimalisme godt for din velstand – og sådan kommer du i gang



Minimalisme er en livsstil, hvor du skal leve med så få materielle ting omkring dig som muligt, og i det her blogindlæg vil jeg argumentere for, at det vil give din nutidige og især fremtidige velstand et boost.
Men først lige lidt om minimalismen.
Den opstod i kølvandet på finanskrisen som en modreaktion på det overforbrug, der havde været før finanskrisen. 
Kan du huske 00’erne med Sex in the City og den taske og sko-besættelse, som fulgte med? Lange køer med teenagere uden foran Gucci butikken på Strøget? Besættelsen af køkkenmaskiner og samtalekøkkener? Boligboble og forbrugsboble. 
Minimalisterne kom som en bølge, der gik i den helt anden retning. Her talte de om, at man kunne leve med maksimalt 100 ting. Inklusivt dit tøj og din tandbørste. 
Okay. Jeg har forsøgt at tælle, hvad jeg absolut skal leve med, og jeg kan på ingen måder kom ned på 100 ting.
Men måske behøver det heller ikke at være så ekstremt.
Minimalisme er først og fremmest et opgør med unødvendigt forbrug og ejerskab. Det er også et opgør med, om du behøver at købe alting, eller om du kan låne dig til det.
Da minimalismen kom ind i mit liv, betød det helt konkret for mig, at:
  • Jeg holdt op med at tænke, at jeg absolut skulle eje bøger. Jeg strøg bogklubber og brugte biblioteket mere. Det gik op for mig, at reolen med de hotteste nye bøger og de gode klassikere i virkeligheden er et status symbol. 
  • Jeg begyndte at købe mere brugt tøj og brugte ting. Jeg anså tidligere loppemarkeder for at være lidt pinlige, men nu stod jeg selv med en bod i weekenderne. 
  • Jeg holdt op med at købe 3 for 2 og andre mængderabatter. Man sparer jo ikke noget, hvis man kun skal bruge en. Man sparer mest ved at købe mindre. En vare ikke købt er på 100 pct. udsalg. 
  • Jeg holdt op med at have meget tøj. En god sweater om vinteren er nok. En vinterjakke er nok. Det betyder også, at jeg holdt op med at bekymre mig om, hvorvidt folk ser mig i det samme sæt tøj. 
  • Jeg holdt op med at have pyntegenstande og dimseting stående rundt omkring i mit hjem. 
  • Jeg tog et opgør med “sådan gør man.” F.eks. tog jeg et opgør med fredagsbar efter arbejde, hvor mange af mine kolleger mødtes til store fadøl. Hvorfor drikke fadøl, hvis jeg ikke kan lide dem? Det samme med slik eller popcorn i biografen. Eller fyrværkeri nytårsaften. Jeg tager altid stilling til om et køb giver mig værdi eller om det er noget jeg bare gør, fordi “man gør sådan”, når det er fredag, når man går i biffen, eller når det er nytårsaften.  

Her er nogle gode grunde til at konvertere til minimalismen:

Grund 1: Du sparer penge 


Køber du mindre, bruger du mindre. Men ikke nødvendigvis på kort sigt, for minimalisme er også at købe ting, som er kvalitet. Det kan være dyrt på den korte bane, men vil spare dig for unødig merforbrug senere hen. De penge, som du sparer, investerer du naturligvis, og det er fremtidige penge.
Læs også: Ti sætninger der gør dig rigere 

Grund 2: Du får en ekstra indkomst 


Du skal af med mange ting, og det vil måske overraske dig, hvor mange penge du har i skufferne. 
Jeg valgte selv at sælge kunst, som jeg ikke længere ville have hængende, møbler jeg var blevet træt af, mærkevaretøj, som jeg ikke brugte mere. 
Jeg gik på loppemarked og solgte mange af mine bøger. Jeg fik over 10.000 kr. ind på få måneder. 
De penge investerer du selvfølgelig, og dermed skaber du en fremtidig indkomst mange år fremover.

Grund 3: Du kan downsize  


De ting som vi ejer koster ikke kun i anskaffelsespris. 
Det koster også noget at opbevare dem år efter år efter år. De koster dig også i kvadratmeterpris på din bolig og boligskat, renter på dit huslån, osv. 

Grund 4: Du får mere tid   


Du vil hurtigere kunne finde ting, det vil være nemmere at rydde op og gøre rent. 
Den minimalistiske livsstil fjerner en masse kaos og forvirring fra din hverdag. 
Den mertid kan du bruge på at lære at investere og senere hen researche virksomheder og investere i dem. 

Grund 5: Du bliver gladere    


Minimalismen er et opgør med alt det overflødige, om det er noget vi gør eller noget vi køber. 
Når du kun omgiver dig med ting, mennesker eller handlinger, som giver dig glæde og mening, så bliver du gladere. 
Hvordan kommer du i gang? Der findes flere metoder.
Læs også: Guide til Aktiesparekontoen

Den brutale metode: 


Den mere brutale af dem er at flytte alle dine ting og møbler ind i et tomt rum. 
Derefter tager du kun det ud, som du skal bruge. 
Efter et par måneder skaffer du dig af med alt det, som stadig står i rummet. (Stammer fra the minimalists)  

Udfordringen


Den lidt mindre brutale metode er at udfordre en god ven til en “materialisme-slankekur” på 31 dage. 
Den første dag i udfordringen skal I hver fjerne en ting (smide ud, give til genbrug eller sælge igen), på dag to skal I fjerne to ting, på dag tre, skal I fjerne tre ting, osv. 
Den der først giver op taber og må give en middag. 
Med denne metode vil I have fjernet næsten 500 ting. 
(Metoden stammer også fra the minimalists). 

Kærlighedsmetoden


Kærlighedsmetoden går ud på, at undersøge alt og kun genvælge det, som du elsker. Du går igennem hver kategori i dit hjem, f.eks. tøj og sko, bøger, toiletsager, køkkengrej, papir og billeder, osv. Du tømmer en kategori ud på en seng eller et tomt gulv i et lokale, og så sorterer du det.
Lad os sige, at du hælder alt tøj ud på din seng (husk også det i kælderen og overtøjet), så tager du hver enkelt genstand op. Du vil vide med det samme, hvorfor du har beholdt dem. Rigtig meget tøj har du stadig, fordi du har betalt penge for dem engang – og ikke fordi du har specielt meget lyst til at tage det på. Noget er måske endda for småt, for stort eller lidt i stykker.
Når du rører ved en bestemt ting, skal du lægge mærke til, hvilken følelse, som det giver dig. Det, der ikke giver dig glæde, skal ud. Du skal kun beholde det, som giver dig glæde.
Derefter kan du sortere det i flere bunker: Det som bare skal ud, det som skal gives væk og det som skal sælges – og så naturligvis det, som du elsker.
(Denne metode stammer fra Mari Kondo).   
Når du så har fået lidt ekstra penge til at investere og mere tid til det, kan du begynde med min e-bog Bliv Fri, som viser dig en metode, der giver dig et godt afkast. Du kan downloade den her.
Bliv medlem og få adgang til alle artikler fra Female Invest.
Udgivet august 2020. 

Beile Grünbaum

Beile er tidligere erhvervsjournalist, og hun bor i en lejlighed i indre København med sine to små drenge. Beile startede med at investere i 2005, og siden har hun hver måned lagt ca. 10.000 kr. til side til investering og opsparing. I dag kan hun leve af afkastet fra sine investeringer, og hun er dermed økonomisk uafhængig. I dag underviser Beile andre investorer i, hvordan de opnår de bedste resultater med value investering. Det er en anerkendt investeringsstrategi, bedre kendt som Warren Buffett-metoden.
For at se dette indlæg skal du købe et medlemskab.

Two-Week Financial Boot Camp

Kom gratis i gang! Tilmeld dig vores Two-Week Financial Boot Camp allerede i dag!